Giv din content strategi en makeover og få flere læsere, seere, og lyttere, der ivrigt vender tilbage igen og igen

Content strategi makeover
madellein-blog

LÆSETID: 8 min.

Sidst opdateret: okt 14, 2018 @ 10:09

Din content strategi skal hjælpe dig med at skabe content, dit publikum ikke kan modstå. Her er 4 trin til at give din strategi en makeover så du får flere læsere, seere og lyttere, der ivrigt vender tilbage igen og igen.

Er din content strategi også kradset ned på den nærmeste papirserviet, du kunne finde da inspirationen ramte, og lyder nogenlunde sådan her?

“Hver uge sender jeg et nyhedsbrev ud til mit publikum. Nogle gange får de et blogindlæg, andre gange ved jeg ikke, hvad det skal handle om, men det finder jeg lige på i toget, på vej til tante Agathes fødselsdag. Og hver måned smækker jeg en video op på Facebook, for det har jeg hørt virker.”

Hvis den gør, undrer du dig måske over, hvorfor du ikke har flere besøgende til din blog eller andet content, og hvorfor de ikke vender tilbage for at få mere.

Og svaret er: Din content strategi trænger til en make-over.

Det er fint, at din strategi fortæller dig, hvor ofte du sender noget ud - det skal den.

Men du bliver nødt til at gå et lag dybere for at grave det guld frem, dit publikum vil elske at få deres fingre i.

Vil du have flere tips til at skrive eminent content? 
Få min guide: 3 teknikker, der gør gode blogindlæg eminente

Der er særligt ét spørgsmål din content strategi skal give dig svaret på

Og det er:

Hvorfor skal mit publikum bruge deres brugbare tid på at læse, lytte, eller se mit content - når de ligeså godt kunne lave så mange andre spændende ting?

Svarer din content strategi på det?

Og på en måde som hjælper dig med at skabe content, dit publikum rent faktisk gider læse, se eller lytte til?

Nej?

Det tænkte jeg nok - det gjorde min heller ikke i lang tid.

Skulle vi ikke smøge ærmerne op og se at få givet din content strategi en make-over, så du kan få flere besøgende, der vender tilbage igen og igen?

Her er 4 trin til at peppe din content strategi op, så den hjælper dig med at skabe content, dit publikum glæder sig til.

1. Hvilken oplevelse skal dit publikum have med dit content?

Tænk over, hvorfor du følger et bestemt medie.

Måske abonnerer du på en bestemt podcast og trofast lytter med når nye episoder udkommer?

Hvad gør, at du bare må høre den?

Måske holder du avis. Hvorfor har du valgt lige netop den avis over en anden?

Det har højst sandsynligt noget med det, du oplever, når du lytter, ser eller læser med.

Når man abonnerer på Information får du fx oplevelsen af at blive en mere kritisk og bevidst borger. Hvorimod hos Se og Hør får du oplevelsen af at blive underholdt og får en time-out fra det virkelige liv.

Medill School of Journalism (Northwestern University) kom i 2010 ud med et 10-årigt langt studie om ‘medie engagement’. De fandt frem til, at folk vælger at abonnere, eller på anden vis følge, et bestemt medie, pga den samlede oplevelse, de får.

De fandt frem til mere end 40 forskellige grunde til at folk følger og engagere sig med et bestemt medie.

Det var oplevelser som:

“Jeg føler jeg bliver en bedre borger af at læse dette”.

“Jeg får en time-out fra mit meget hektiske liv, når jeg læser dette.”

“Jeg bliver inspireret og opløftet når jeg følger med i dette”.

“Jeg lærer, hvordan jeg…”,

“Jeg bliver holdt opdateret på en overskuelig måde”.

“Det giver mig noget at snakke om med mine venner”.

Hvilken oplevelse giver du dit publikum?

2. Hvad får de allerede - og hvad mangler der?

Vi er flokdyr, og derfor tænker vi oftest, at hvis en bestemt person har rigtig mange følgere så må det være fordi det, de siger og gør er det rigtige. Og hvis vi bare gør det samme, så vil folk også flokkes til vores content.

Det lyder jo meget logisk. Problemet er bare, at grunden til at vedkommende fik opmærksomhed til at starte med var, at han eller hun lavede noget, der ikke er blevet hørt ti tusind gange før.

Hvad får dit publikum allerede?

Hvad bliver de allerede bombarderet med?

Hvad mangler dit publikum at få at vide, eller blive inspireret med?

Læg også godt mærke til din indre dialog:

Hvad brokker du dig over i din branche?

“Ugh, jeg synes de der podcasts om markedsføring er røvkedelige, og der er ingen der taler til webshop-begyndere”, eller “Jeg er SÅ træt af at læse de der blogindlæg om folks egne aha-oplevelser, og at de nu har lært xyz. Jeg vil meget hellere lære noget!"

3. Hvad skal du blive endnu bedre til for at fange deres opmærksomhed?

Dit content skal være af høj kvalitet, men det betyder ikke, at det skal være perfekt lige fra starten af.

I virkeligheden skal du tænke, at dit content aldrig bliver perfekt, og at det altid kan blive bedre - og det skal aldrig stoppe dig fra at udgive det.

Det hele er en proces. En interessant, fantastisk og lærerig proces, hvor der konstant er plads til, at du kan lege med nye tiltag og udvikle dine kommunikationsevner.

Måske udgiver du et blogindlæg i én uge. Finder ud af, at dine indledninger godt kunne blive bedre. Så arbejder du videre på det, og i næste uge, skriver du et blogindlæg, med en indledning, der får flere til at læse videre.

For ikke at ende i utæmmet perfektionisme, hvor du aldrig får udgivet noget, fordi du ‘venter’ på, at det hele bliver perfekt, skal din content strategi fortælle dig, hvad du skal blive endnu bedre til, for at fange dit publikums opmærksomhed.

Din content strategi skal samtidig også svare på, hvad der er fuldstændig ligegyldigt - i hvertfald lige nu.

Til at starte med, stil dig selv spørgsmålet:

Hvorfor vil mit publikum stoppe med at hænge ud på Facebook, se Netflix (indsæt selv) og læse, se eller lytte til mine ting i stedet?

Du kan udfylde dette og kopiere direkte ind i din content strategi:

Min læser/seer/lytter ser mig som____________. De vil meget hellere læse/se/høre/gøre______________. For at fange deres opmærksomhed bliver jeg nødt til at_____________. Jeg vil derfor, i et tempo, der passer mig, arbejde på at forbedre_____________ først. Når jeg føler, det er på plads, vil jeg overveje at forbedre___________. Lige nu er ________ ikke en prioritet.

Pointen er at fastslå, hvad der er vigtigt at arbejde med lige nu, så du ikke falder i ‘Bright shiny object syndrome’ og forvirret jagter det seneste nye smarte trick.

Mit afsnit så fx sådan ud da jeg lagde min strategi for Conscious Content (idag er jeg ligeså stille begyndte på infografik og 'smart grafik' (aka tegninger), fordi alt det andet har jeg kunne tjekke af):

Mine læsere og lyttere ser mig som en dybsindig hjælp til at finde mere mening og formål i deres markedsføring, så de får deres unikke budskab frem, samtidig med, at deres forretning vokser. De vil dog meget hellere hænge ud med deres børn, eller finde nye opskrifter på sund og lækkert mad. For at fange deres opmærksomhed bliver jeg nødt til at give dem nye aha-oplevelser, og motivere dem med viden og strategier, der føles autentiske og seriøse, samtidig med, at der er plads til kreativitet - alt sammen noget, der gør deres markedsføring mere meningsfuldt. Jeg vil derfor, i et tempo, der passer mig, arbejde på at blive endnu bedre til at skrive klart, fængende og ‘sensitivt’ først. Jeg vil også fokusere på at alle teorier, strategier og råd er afprøvet enten af mig selv, eller med kunder, så det er brugbart i praksis. Når jeg føler, det er på plads, vil jeg overveje at se på, hvordan det visuelle layout kan forbedres. Lige nu er infographics og smart grafik ikke en prioritet.  

Jeg kan, med dette afsnit i min content strategi, nu fokusere på, hvad der er vigtigt at forbedre, så mit publikum vil lytte til mig, og hvor jeg skal investere ekstra tid og penge.

Jeg ved også, hvad jeg IKKE skal fokusere på, og det hjælper mig med lynhurtigt at finde tilbage til mit fokus når jeg ser andres blogindlæg med smart grafik og pædagogiske infographics og går i spåner over, at jeg ikke selv har det.

[OBS: Vil du lære at bruge content strategisk til at få din forretning til at vokse? Med Conscious Content Workbook får du konkrete øvelser til  at skabe de 4 strategiske typer content, der opbygger et loyalt publikum, ivrige efter at købe af dig. Du kan læse mere og købe den her]

4. Hvordan leverer du den oplevelse bedst?

NU kan vi tale om hvilken form er bedst og hvor ofte dit content skal ud.

Skal det være video, eller blogs, eller podcasts, eller en strategisk blanding af forskellige former?

Skal det udkomme ugentligt? Eller hver anden uge, eller månedligt?

Og svaret finder du ikke ved at spørge ‘hvad virker bedst lige nu’, svaret finder du ved at spørge:

Hvordan kan JEG, med de ressourcer JEG har til rådighed, give mit publikum den BEDSTE oplevelse?

Hvis du elsker at skrive, og brænder for at blive endnu bedre til det - så skal du skrive blogindlæg!

Og hvis du, med de ressourcer, du har til rådighed kun kan levere et eminent blogindlæg hver anden uge, så er det hver anden uge, det blogindlæg skal ud.

Hvis du elsker at være foran kameraet og synes det er sjovt at redigere - så brug video som din primære form.

Hvis du elsker at snakke med dig selv eller andre og ikke er teknik forskrækket - så lav en podcast.

Hver form for content har sin strategiske fordel. Det handler mest om at få det til at fungerer for dig.

Der er ingen grund til at krybe ned under dynen: Selvfølgelig skal de bruge deres tid på dig!

Folk har travlt. Der er børn, der skal passes og elskes, aftensmaden skal på bordet, der er lette og underholdende youtube videoer, man bare kan læne sig tilbage og fordøje uden at tænke en klog tanke. Der er aviser, der skal læses. Serier, der skal ses.

Derfor skal dit publikum have en rigtig god grund til at følge dig!

Og ja, det er svært at finde ud af lige på stående fod - særligt fordi vi oftest fokuserer på, hvordan vi kan sælge mere, frem for, hvordan vi kan fastholde vores publikums opmærksomhed.

Men i stedet for at krybe ned under dynen og surmule over, hvor indviklet markedsføring (særligt online) er, så smid papirservietten med din nedkradsede content strategi ud, og brug i stedet noget tid på at reflektere over de fire trin, udpenslet i dette indlæg.

Og husk: Selvfølgelig skal dit publikum bruge deres tid på dig!

Dine ord er værdifulde!

Dit budskab er værdifuldt!

Du skal blot finde frem til, hvordan du leverer den bedste oplevelse for dit publikum. Det er nøglen til at du får flere besøgende, der ivrigt vender tilbage igen og igen og igen.

Læs mere om content marketing:

Vil du skrive eminente blogindlæg? Få mine bedste teknikker her >>>

Skriv en kommentar og deltag i samtalen

Efterlad en kommentar